Følg migogvejen på Facebook  

Mange ting er blevet udsat grundet coronaen.

Således også et kirkejubilæum, hvor et 125 års jubilæum nu fejres med et års forsinkelse.

 

(læs videre under annoncen)

Landklinikken

(tryk på annoncen og se mere)

 

 

Det er Hovborg Kirke, der søndag fejrer det 125 års jubilæum, der skulle være holdt i fjor.

Festgudstjenesten holdes af biskop Eluf Westergaard.

Efter gudstjenesten er der frokost på Hovborg Kro, og der bliver musikalsk underholdning ved »Stakkels Far« fra Lindknud, og der vil være indslag om Hovborg Kirkes historie.

Med sine 125 år (+ et år) er Hovborg Kirke blandt de yngre kirker i kommunen.

Der er dog yngre kirker. Johanneskirken i Brørup er således endnu ikke nået de 100 år.

- Sidst i 1800-tallet var det efterhånden blevet et stærkt ønske for beboerne i Hovborg-området at få egen kirke, lyder det på hjemmesiden for kirkerne.

Dengang var Lindknud Kirke sognets eneste kirke, så der var langt, når man skulle til kirke. Endnu længere var der, når det var præsten, man havde ærinde hos.

Præsten, som på det tidspunkt var præst for både Brørup og Lindknud Sogne, boede nemlig i Præstkær ved Brørup.

I sin bog »Fra Lindknud Sogn« fra 1936 skriver Niels Thøgersen:

»Det var lang vej for byens mange flittige kirkegængere at have til kirke. Værst var det naturligvis for folk, der ikke havde hest eller vogn; de måtte jo gå den hele vej. …… da Lindknud var anneks til Brørup, måtte børn fra Hovborg gå den meget lange vej helt til Præstkær i Brørup Sogn til konfirmationsforberedelse.«

I mange år blev der derfor arbejdet på at få en kirke i Hovborg.

Den daværende kromand i Hovborg, Nikolaj Poulsen, tilbød at skænke den jord, hvor man kunne bygge en kirke og anlægge kirkegård. Man måtte imidlertid vente en årrække på myndighedernes tilladelse til at opføre kirken, så det blev kromandens enke, Mette Marie Povlsen og deres søn Poul Nikolajsen, som skænkede den grund, hvor kirken blev bygget og kirkegården anlagt.

Arbejdet blev påbegyndt i begyndelsen af juni 1895. Grundstenen blev lagt 25. juni 1895. Allerede godt et halvt år efter - 26. januar 1896 - blev kirken indviet.

Nu havde folk i Hovborg ikke så langt til kirke længere. Præsten fik man også tættere på, idet Lindknud Sogn (nu bestående af Lindknud og Hovborg Kirkedistrikter) fik egen præst. I foråret 1896 blev Lindknud Præstegård bygget.

 

 

hovborg kirke 22 01hovborg kirke 22 02