Holme Å Camping overtager udlejningen af sommerhusene i Hovborg Ferieby.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Firmaet tager over fra UdviklingVejen, der stopper sin sommerhusudlejning, skriver Udvikling Vejen i en pressemeddelelse.
- De har henvendt sig til os om at overtage det, og det har været en oplagt mulighed, da mange alligevel henvender sig til os om det, siger Ove Pedersen fra Holme Å Camping i Hovborg til migogvejen.
- Vi har de seneste år oplevet en større interesse for at leje disse huse, noterer Ove Pedersen og konstaterer, at det primært handler om turister, der skal i Legoland, men dog også nogle, der vil ud at fiske.
Holme Å Camping har i dag 125 pladser til telte/campingvogne og 10 hytter, der nu suppleres med de 6-12 sommerhuse, UdviklingVejen i en lang årrække har haft til udlejning.
Overtagelsen betyder bl.a., at sommerhusgæsterne fra Hovborg Ferieby kan få glæde af faciliteter som swimmingpool og legeområderne på den tre-stjernede campingplads.
Marianne Plesman og Ove Pedersen fra Holme Å Camping glæder sig over aftalen.
- Holme Å Camping har faciliteterne til en god gæsteoplevelse. Udvidelsesmuligheden med sommerhusene giver os mulighed for kunne øge gæsteflowet og dermed styrke omsætningen i vores virksomhed, siger Ove Pedersen, som ser frem til samarbejdet med husejerne i Hovborg Ferieby.
- Vores naboskab til sommerhusene giver os mulighed for at kunne lave flere aktiviteter for sommerhusgæsterne, der også kan deltage i de aktiviteter, vi laver på campingpladsen, uddyber Marianne Plesman i pressemeddelelsen.
UdviklingVejen er også glade for aftalen.
- Sommerhusudlejning har været en sideaktivitet, der har været en fornuftig forretning, men lidt ude af vores fokus som erhvervsfremmeorganisation, forklarer bestyrelsesformand Ole Stubbe, der glæder sig over aftalen med Holme Å Camping.
Han suppleres af direktør Ulrik Kragh:
- Med aftalen har vi fundet en god løsning for sommerhusejerne, der igennem mange år har været gode samarbejdspartnere, siger Ulrik Kragh, der også påpeger, at omsætningen fra sommerhusene i Hovborg er et vigtigt supplement til Hovborgs forretningsliv.
I processen med overdragelse har Holme Å Camping og UdviklingVejen også været i kontakt med Hovborg Kro og Hovborg borgerforening, der også glæder sig over aftalen.
- Aktiviteterne i Hovborg Ferieby er vigtig for byen, og derfor glæder vi os over, at der er fundet en lokal løsning, der kan videreføre disse, siger Heino Pedersen fra Hovborg Borgerforening.
Aftalen er indgået med virkning fra 10. april.
- Aftalen har ingen betydning i forhold til UdviklingVejens generelle turistfremmeindsats. Det vil forsætte på uændret højt niveau i hele Vejen Kommune, påpeges det i pressemeddelelsen.
(Foto: Holme Å Camping)