Følg migogvejen på Facebook  

Natur er ikke bare natur, og en sø er ikke nødvendigvis natur - i hvert fald ikke set i offentlig regi. Der skal andet natur til...

Vejen Kommunes »teknik og miljø« har således behandlet en sag fra Glejbjerg-området mere præcist på Skovbøllingvej 31, hvor kommunen med forskellige krav har gjort en for stor sø lovlig.

»Kommunen meddelte 25. september 2013 en dispensation efter naturbeskyttelsesloven og tilladelse efter planloven til at etablere en sø i engen på max. 500 kvadratmeter. Søen blev anlagt i foråret 2014. Ved gennemgang af luftfotos i 2017 konstaterede kommunen, at søen er anlagt med en størrelse på ca. 1200 kvadratmeter, altså ca. 700 kvadratmeter større end det tilladte«, lyder det i begrundelsen for sagen til ejeren.

»Etablering af en sø i engen på 1200 kvadratmeter er en overtrædelse af naturbeskyttelseslovens bestemmelser, og kommunen har pligt til at sørge for, at ulovligt forhold bliver lovliggjort. Det vil sige, at enten skal søen gøres mindre til de tilladte 500 kvadratmeter og engen retableres, eller også skal søen lovliggøres med en størrelse på 1200 kvadratmeter . Du har valgt at søge om en lovliggørelse af søen mod at udlægge et areal til erstatningsnatur på samme matrikel«, skriver kommunen.

En dispensation, kommunen er villig til at give. Dog med et helt konkret krav:

»Der skal udlægges erstatningsnatur med et areal svarende til minimum 1400 kvadratmeter (svarer til to gange det naturbeskyttede engareal, der overgår til sø).«

»Kommunen vurderer samlet, at det giver mere og bedre natur at lovliggøre søen og udlægge erstatningsnatur, som hurtigt vil kunne udvikle sig til eng. Alternativet er at give et påbud om at retablere engen ved at dække 700 kvadratmeter af søen til – det vurderer kommunen vil betyde en dårligere naturtilstand for både søen og engen«, lyder afgørelsen, der kan ankes til senest 10. april.

(Genrefoto: LLN Press©)