(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Nyt fodgængerfelt, torontoblink og en markeret, hævet flade skal fremover få skoleelever og forældre til at føle sig mere trygge, når de skal krydse Søndergade på vej til Højmarkskolen i Holsted.
En trafiktælling viser, at der på skoledage i gennemsnit kører mere end 6500 køretøjer på Søndergade tæt på skolen, heraf er mere end 10 procent tunge køretøjer som lastbiler og landbrugskøretøjer.
- Skolebestyrelsen har gennem flere år kæmpet for, at de eksisterende trafikforhold for skolens elever blev forbedret og mere sikre. En af udfordringerne har været, at skolepatruljen har haft svært ved at finde huller i trafikken, når de skal have skolebørn over vejen. Derfor har det været et stort ønske fra forældrene i Holsted at få forbedret trafiksikkerheden foran Højmarkskolen. Særligt om morgenen har det ifølge afdelingslederen været utrygt for de mange små og store cyklende skolebørn at færdes på vejen til skole, skriver Vejen Kommune i en pressemeddelelse,
- Vi har fået en gave, som Højmarkskolens skoleleder Lone Clausen (billedet) udtrykker det med et stort smil.
- Udover den tryghed, der følger med, giver et fodgængerfelt med torontoblik bedre arbejdsvilkår for vores skolepatrulje, og vi ser frem til, at det nye anlæg skal indvies, siger hun i pressemeddelelsen.
Også børn og voksne, som benytter de mange tilbud i og omkring Medius Holsted, samt forældre med børn i daginstitutionerne på Højmarksvej vurderes at få glæde af det mere sikre krydsningspunkt.
Udvalgsformand for Teknik & Miljø, Vagn Sørensen (V), er glad for, at det endelig er lykkedes kommunen at opfylde skolens ønske, men påpeger, at det nu er forældrenes opgave at lære børnene at færdes trafiksikkert i fodgængerfeltet:
- Det er vigtigt, at vi fra dag et lærer børnene, at man først går ud i fodgængerfeltet, når bilerne holder helt stille, og at vi aldrig cykler over fodgængerfeltet. Heller ikke os voksne.
(Foto: Vejen Kommune)