Vejen Kommunes aktivitetscenter i Holsted har med succes dannet to spisegrupper, hvor 8-9 hjemmeboende ældre mødes en gang i måneden over et måltid, som deltagerne køber hos Madservice Vejen.
Aktivitetsleder Dorthe Hallen vil gerne hjælpe flere grupper i gang.
(læs mere under annoncen)
Elly Kjær rører i gryden med de stuvede ærter og gulerødder, som Madservice Vejen leverede tidligere på dagen sammen med kalvefrikassé og kartofler.
Elly på 86 år er den ene af to frivillige spisegruppe værtinder - en tjans hun har sammen med 76-årige Inger Broch.
Mens Elly dækker bord og varmer mad i hendes hjem, henter Inger de syv andre gruppemedlemmer sammen med Ellys mand.
For et år siden kendte de ni damer i alderen 76 til 92 år i spisegruppen ikke hinanden, da leder af aktivitetscentret i Holsted, Dorthe Hallen, startede spisegrupperne.
Et forsøg fire frivillige kastede sig ud i trods en anelse skepsis, lyder det i en pressemeddelelse fra Vejen Kommune.
- Jeg troede egentlig ikke, det ville fungere. Inger og jeg sagde fra starten, at deltagerne selv skal være med til at skabe fællesskabet. Vi værter skal ikke føre samtalerne - vi skal lytte. Når man bor alene, kan man have brug for at snakke og komme af med noget, siger Elly Kjær, mens hun venter på gæsterne ankommer.
Efter mere end 12 fællesmåltider har spisegruppens medlemmer lært hinanden godt at kende.
Snakken går lystigt fra gæsterne ankommer, og damerne kommer vidt omkring.
Hvordan det går de mange børne- og oldebørn, den spanske syge, læsegrupper og klimadebatten er blot et lille udpluk af de emner, der bliver vendt, da spisegruppen mødes i december.
- Vi kan have dybe samtaler, hvis der er brug for det. Og vi kan pjatte og pjanke. Der skal være plads til det hele, siger Elly.
86-årige Gerda Larsen og 89-årige Jytte Bladt Hansen er to af spisegruppemedlemmerne.
- Vi kendte ikke hinanden før, vi kendte kun til hinanden. Så det var sådan mund-til-mund, at jeg hørte om den her spisegruppe og blev invitereret med, fortæller Gerda.
Selvom Jytte har 21 børnebørn, 22 oldebørn og både strikker og spiller kort i Holsted Aktiv Center Midtpunktet, så sætter hun stor pris på fællesmåltidet med spisegruppen:
- Det er ganske vidunderligt, siger hun ifølge pressemeddelelsen.
Gerda, Jytte og de fem andre i gruppen er selv med til at bestemme, hvad der skal ske i gruppen.
Selvom spisegruppen primært har til formål at mødes over et måltid, så har Elly og Ingers gruppe også taget på udflugt sammen.
Efter succesen med de to første grupper vil aktivitetsleder Dorthe Hallen gerne starte flere grupper. Elly og Inger bistår gerne med gode råd til, hvordan man som vært eller værtinde får bygget et hyggeligt fællesskab op over et månedligt måltid.
(Foto: Vejen Kommune)
Fakta
Værter søges til spisegruppe
En spisegruppe har to værter og højest sek ældre hjemmeboende deltagere.
Holsted Aktivitetscenter ønsker at starte flere spisegrupper og har derfor brug for flere frivillige til værtsrollerne.
Værternes opgave er at varme maden fra Madservice Vejen, dække bord, være chauffør og være med til at skabe hygge, så alle føler, at de er en del af fællesskabet.
Maden betaler deltagerne af egen lomme - også værterne.