Flagene var hejst, og der blev budt på pålægskagemand og lagkage på Plejecenter Åparken i Holsted i eftermiddag.
Ikke for at fejre en beboer, men for at fejre alle 35 medarbejdere på stedet.
(læs videre under annoncen)
Takket være indstillinger fra to medarbejdere har FOA Vest kåret stedet som årets arbejdsplads blandt 34 indstillede arbejdspladser i de fem kommuner i FOA Vest, Vejen, Varde, Billund, Esbjerg og Fanø kommuner.
Pia Kildemose Rømer Lauridsen og Annemette Lund Rasmussen, der har arbejdet på stedet siden henholdsvis 2021 og 2009, indstillede Åparken til titlen som årets arbejdsplads - og nej ikke i en fælles indstilling.
- Det var først, da vi mødtes hos FOA og spurgte hinanden, hvorfor den anden var der, at svaret kom. Vi havde begge indstillet centret til prisen uafhængig af hinanden, lyder det fra Pia Kildemose Rømer Lauridsen, der har arbejdet på centret siden 2021, mens Annemette Lund Rasmussen startede på Åparken i 2009 og faktisk er uddannet der.
FOA Vest valgte i år at opfordre til ansøgninger uden nogle specifikke krav.
- I har et stærkt fællesskab, der også gør en forskel for beboerne. I har en høj faglighed og er klar til at hjælpe hinanden og dele viden, lød det bl.a. fra FOA-formand Susanne Johansen ved hædringen.
Der var også ros fra udvalgsformand i Vejen Kommune, Bodil Staal (A):
- Det er stort og ikke noget, der kommer af sig selv. I gør virkelig en stor indsats for hinanden og fællesskabet. Vær stolt af jer selv. Det er så velfortjent.
Centerleder Helle Sørensen glædede sig over hædringen og er stolt af den. Stolt over, at nogle medarbejdere er så glade for arbejdspladsen, at den indstilles til at være den bedste FOA Vests område.
(Fotos: migogvejen©)



Afdelingfsormand for FOA Vest, Susanne Johansen.

Bodil Staal (A) - formand for kommunens udvalg for ældre, handicap og socialpsykiatri

Centerleder Helle Sørensen