I 28 år er det ikke lykkedes for først Holsted Kommune og derefter Vejen Kommune at sælge to nabogrunde.
Grunde, der nu er på vej til at blive solgt til samme køber.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Økonomiudvalget har sat god for, at en køber kan overtage Overmarken 137 og 139 og lægge dem sammen til en grund.
- Principielt gives der ikke tilladelse til at købe to grunde til sammenlægning, da det vil betyde, at Vejen Kommune kan få vanskeligt ved at have et varieret udbud af grunde i kommunen og dermed grunde til salg i visse områder af kommunen, lød det til politikerne.
Her var det dog en undtagelse.
De to grunde er blevet udstykket i 1998 og er de sidste grunde, som er tilbage fra Overmarken – etape 4. Grundene er på henholdsvis 901 og 736 kvadratmeter og er udbudt til 132.076 kr. og 122.689 kr. Priserne er inklusive moms og tilslutningsbidrag til kloak. Grundene blev i 2015 nedsat med 40 procent og til nuværende priser, men det har ikke resulteret i et salg af de sidste to grunde fra etape 4.
Nu har en køber henvendt sig, og et enigt økonomiudvalg siger ja til salget og sammenlægningen.
I den seneste udstykning ved Overmarken – etape 6 fastholdes grundene solgt enkeltvis.
Grundene er omfattet af lokalplan 44 for et boligområde syd for Overmarken i Holsted – Overmarkens forlængelse, og jævnfør lokalplanen er der ikke noget til hinder for, at grundene sælges til sammenlægning.
(Illustration: Vejen Kommune)
