I aften er det nøjagtig 80 år siden, at den danske radiospeaker, Johannes Sørensen, kunne meddele den danske befolkning, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig.
En 4. maj, der fortsat mindes mange steder - bl.a. i Klelund Plantage.
Her blev et Halifax-fly på vej mod England efter bombetogt over Østersøen i 1944 skudt ned af tyske natjagere.
Et angreb, der kostede syv unge mænd med en gennemsnitsalder på 22 år livet.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
En nedskydning, der i 5. maj 1947 blev mindet ved opsætning af mindestenen i Klelund, hvor befrielsen fra den tyske besættelsesmagt hvert år markeres med kransenedlæggelse og mindetaler.
- 4. maj er en dag, der står stærkt i vores fælles hukommelse. Det var aftenen i 1945, hvor frihedsbudskabet kom over radioen fra London. Danmark var igen frit efter fem år med besættelse, utryghed og censur.
- Vi må ikke glemme, hvordan det var at leve i et besat land. Hvordan man ikke kunne sige, hvad man havde lyst til. Hvordan man ikke vidste, hvem man kunne stole på. Hvordan hverdagen blev præget af frygt, afsavn og undertrykkelse, lød det bl.a. fra borgmester Frank Schmidt-Hansen (C).
Nogle valgte at yde modstand mod tyskerne:
- De satte livet på spil og gjorde modstand. Deres mod og offervilje gjorde en forskel. Det skal vi aldrig tage for givet. Vi må ikke glemme eller omskrive historien. Vi skal forsøge at lære af den, at blive klogere af den, forsøge ikke at begå de samme fejl igen, konstaterede Frank Schmidt-Hansen og noterede, at vi også skylder tak til de allierede styrker, der kæmpede og døde for, at Europa kunne blive frit.
- Det gælder også her i Klelund, hvor et britisk Halifax-fly blev skudt ned i 1944, og hvor syv unge mænd mistede livet. De betalte den højeste pris, men de er for evigt en del af vores fælles historie, fastslog borgmesteren.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Han konstaterede også, at der igen er krig i Europa.
- Det minder os om, at fred, frihed og demokrati ikke er givet – det skal forsvares aktivt.
- Vi må stå fast på vores værdier: Demokrati, dialog, ytringsfrihed, tolerance og retten til at leve et liv i tryghed – uanset hvem man er. Og vi må stå sammen med dem, der deler vores værdier. Vores medlemskab af NATO og samarbejdet i EU er ikke blot politiske aftaler. De er garantier for vores sikkerhed, vores livsform, vores fremtid. Det samarbejde bliver testet for tiden.
- Når vi samles her i Klelund, er det for at mindes, men også for at forpligte os. Til at huske. Til at værne om det samfund, vi har bygget. Og til at stå sammen, når det gælder, fastslog borgmesteren.
(Fotos: migogvejen©)


Mange deltog i mindeaftenen i Klelund Plantage.


Olav Øllgaard, Frank Schmidt-Hansen og André Christiansen nedlagde kranse og mindedes de faldne soldater.


Olav Øllgaard har deltaget i mindeaftenen i 50 år.





migogvejen har lavet en liste over årets konfirmander


