- Detaljer
- Leif Christensen
Børnene i Gesten Børnecenter har i dag taget fat på deres sommerferie, men de og deres forældre aner ikke, hvad de vender tilbage til efter sommerferien.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Skolebestyrelsen har meddelt forældrene, at de har mistet tilliden til børnecenterleder Janus Lynggaard, der derfor ikke er på skolen i øjeblikket og formentlig ikke kommer igen.
Sagen er dog ikke afsluttet.
- Vi er kede af den usikkerhed, personalet og vi som forældre står i i øjeblikket og er kede af, at der ikke er kommet en afklaring.
Sådan siger næstformand og formand for skolebestyrelsen, Sanne Dollerup og Kristian Gammelgård Riis, til migogvejen, da vi besøgte skolen.
Bestyrelsen vil ikke komme nærmere ind på, hvad problemet er. Overordnet set handler det om manglende samarbejde med skolelederen.
- Som forældre og bestyrelse er vi bekymrede, og problemet falder på et kedeligt tidspunkt her op til sommerferien, noterer Kristian Gammlgård Riis.
Sammen med Sanne Dollerup gør formanden det dog klart, at de bakker op om centret og skolens personale, som dog er meget reduceret. Fire har sagt farvel til skolen til fordel for et andet job eller for at gå efterløn.
Siden onsdag har migogvejen forsøgt at få en kommentar fra Regin Holm Nielsen - chef for skole, kultur og fritid i Vejen Kommune. Han har villet sende noget ud, men det er endnu ikke sket.
Også nogle elever - forældre - har valgt at sige farvel til Gesten Børnecenter, og dermed falder elevtallet.
- Det er korrekt, der kører en personalesag på skolen, men det tager forvaltningen sig af, konstaterer formanden for kommunens udvalg for skoler og børn, Claus Kulmbach (V), overfor migogvejen.
Han påpeger samtidig, at centret ikke er på vej til en lukning:
- Skolen er på ingen måde på vej til en lukning. Bliver der færre end 100 elever, kan det komme på tale, at det bliver en filialskole, som vi har set flere steder i kommunen med en ledelse fra en anden, men den lukker ikke, understreger Claus Kulmbach overfor migogvejen.
Janus Lynggaard har ikke ønsket at kommentere sagen overfor migogvejen.
(Foto: migogvejen©)
(tryk på annoncen og se mere)