Flyveklubben i Gesten har været udsat for et større tyveri.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Der er stjålet en traktor, to ældre campingvogne og en trailer, fortæller Thomas Dantoft, der er formand for Kolding Flyveklub, som klubben hedder.
Traktoren er klubbens egen, mens det andet er ejet af nogle af medlemmerne.
- Tyveriet blev opdaget fredag eftermiddag, efter der ikke har været nogen i klubben siden søndags, fortæller Thomas Dantoft til migogvejen.
Traktoren er af mærket New Holland og benyttes, når der skal klippes græs.
- Den holdt med græsklipperen på, men den er afmonteret, inden traktoren er stjålet, forklarer formanden.
Klubben har haft traktoren et års tid, og den har en værdi på omkring 100.000 kroner.
- Traktoren var ikke forsikret, så det er virkelig et ærgerligt tyveri, konstaterer Thomas Dantoft.
Den holdt i hangaren og kunne ikke ses udefra, så nogle har måske haft kendskab til den.
- Traktoren var aflåst, så tyvene har nok været nød til at kortslutte den for at få den flyttet, lyder det videre.
Han siger meget bevidst tyve, for han tvivler på, en enkelt har kunnet klare det hele, og han skønner, at det hele er læsset op på en blokvogn eller lastbil og håber, nogle har observeret noget omkring tyveriet.
- Jeg synes, det ser meget organiseret ud og frygter, at det kan være kørt til Østeuropa, og tyveriet er selvfølgelig meldt til politiet, siger Thomas Dantoft til migogvejen.
Den ene campingvogn stod med fortelt med gulv, men den blev valgt til fordel for andre muligheder på pladsen på Gesten Kærvej.
Klubben i Gesten har tidligere fået stjålet fyringsolie, og svæveflyver-kollegerne i Aalborg var i november 2017 udsat for tyveri, hvor tyvene slap af sted med seks svævefly til en samlet værdi på mere end seks millioner kroner, så svæveflyveklubberne er åbenbart i tyvenes interesse.
(Foto: Kolding Flyveklub)
(tryk på annoncen og se mere)