Følg migogvejen på Facebook  

Køb af landbrugsjord til henholdsvis boligbyggeri og rekreative formål skiller vandene i byrådet i Vejen.

 

(læs videre under annoncen)

377 x 300 Gadeberg Auto ny

(tryk på annoncen og se mere)

 

 

Eller mere præcist er det i økonomiudvalget, at der er stor uenighed om køb af jord i Gesten.

De seks fremmødte politikere var delt lige over på ugens økonomiudvalgsmøde. Tre politikere vil alene købe jord til byggegrunde, mens de tre andre også ønsker at købe et stykke jord til rekreative formål.

De tre Venstre-medlemmer, Egon Fræhr, Morten Thorøe og Malene K. Nielsen, stemte for at købe både de 4,5 hektar til selve udstykningen og 12,5 hektar til et rekreativt område.

Jørgen Thøgersen (A), Bodil Staal (A) og Frank Schmidt-Hansen (C) ønsker alene at købe jorden til udstykningen.

Punktet blev behandlet i forbindelse med nye arealudlæg i kommuneplanen.

 

(læs videre under billedet)

gesten kort udvidelse

Sådan ser kortet for området ved Troldhedestien ud. 

 

I Gesten og i partiet Venstre ærgrer man sig over, at der er modstand mod købet af de 12,5 hektar til et rekreativt område.

- Det er vigtigt, at det også er muligt at bosætte sig i landsbyerne, og derfor skal vi have gang i etableringen af byggegrunde i Gesten, som i mange år ikke har haft kommunale byggegrunde, lyder det fra Venstres Morten Thorøe.

- I Vejen har vi købt Stenninggaard til fremtidige udvidelser, og her lægges der op til at lave store grønne områder, så hvorfor ikke i Gesten, fortsætter Morten Thorøe.

Han påpeger samtidig, at kommunen selvfølgelig skal passe på pengene, men når muligheden nu er til stede som her, skal man også at købe jorden til det rekreative område.

- Det er en oplagt mulighed, som vi bør udnytte, mener det lokale byrådsmedlem, Marion Mortensen (V).

Også næstformanden i lokalrådet, Per Solgaard, håber, byrådet vil lave det grønne og rekreative område i Gesten, hvor noget kan laves til Gesten Byskov.

- Vi har også tidligere oplevet stor interesse for storparceller her i Gesten, og den mulighed kan der jo også være, noterer Per Solgaard.

 

(læs videre under billedet)

 

gesten jord 21 01

Byrådsmedlemmerne Morten Thorøe (V) og Marion Mortensen (V) håber sammen med Per Solgaard fra Gesten Lokalråd, at det ender med, at kommunen også køber jord til det rekreative område. (Foto: LLN Press©)

 

 

 Det socialdemokratiske byrådsmedlem, Jørgen Thøgersen, afviser tanken om at skulle købe de ekstra 12,5 hektar jord for at lave et rekreativt område i Gesten.

- Udgangspunktet er, at vi skal købe det, der er brug for. Det er godt købmandsskab, påpeger Jørgen Thøgersen overfor migogvejen.

- 12,5 hektar er et voldsomt stort område at udlægge til et grønt område, fastslår Jørgen Thøgersen.

Ejeren af landbrugsjorden ønsker at sælge hele området og ikke kun de 4,5 hektar, der langt om længe kan skabe nye, kommunale byggegrunde i Gesten.

- Vi skal købe det, vi ønsker. Det kan skabe præcedens, hvis vi bare siger ja til at købe den ekstra jord. Vi ønsker at købe det, der er brug for, og ikke mere, understreger Jørgen Thøgersen.

Morten Thorøe (V) ærgrer sig over, at der er modstand mod købet, men han har ikke givet op. Han håber, det vil lykkes at få etableret også det rekreative område og ikke kun de manglende byggegrunde.

 

jørgen thøgersen 1

Jørgen Thøgersen mener, kommunen kun skal købe det, der er brug for. Derfor bliver det et nej til det 12,5 hektar store, rekreative område i Gesten. (Arkivfoto: LLN Press©)