Følg migogvejen på Facebook  

Karrieren for Anni Grimm i Liberal Alliance blev kort - meget kort.

 

(læs videre under annoncen)

Vejen IC foredrag

(der er igen fuld gang i Vejen Idrætscenter - tryk på annoncen og læs mere)

 

 

 

Hun er smidt ud.

- Det blev nok det korteste partibekendtskab, der er set i nyere tid. Mit medlemskab af Liberal Alliance varede nøjagtigt fra den 06.06.20 til den 10.06.20. Årsag? Mangel på liberal »rummelighed« - på præcis samme måde, som visse minoritetsgrupper stiller krav om rummelighed, mens de selv kun vil rumme dem med erklæret samme tankegang, siger Anni Grimm, der nu er tilbage som løsgænger i byrådet i Vejen.

- Jeg fik en flot og varm modtagelse, og en smuk pressemeddelelse blev udsendt i søndags til alt og alle, fortsætter Anni Grimm.

- Det hører med til historien, at jeg på fire dage ikke alene blev medlem af Liberal Alliance, efter at være blevet løbende opfordret gennem det seneste års tid. Jeg blev også opfordret og indvalgt i LA’s lokalbestyrelse samt opfordret og enstemmigt valgt som nr. to på kandidatlisten til KV-21, forklarer Anni Grimm.

Ekstra Bladet gik ind i sagen og undrede sig over Liberal Alliances optagelse af den lokale politiker fra Gesten. Det skete på baggrund af hendes tidligere udtalelser om homoseksuelle.

- Der vil altid være onde tunger iblandt, når gode begivenheder indtræffer. Således også i dette tilfælde, hvor jeg forstår, at nogle på de sociale medier har forlystet sig med mit tre år gamle læserbrev om minoriteters indflydelse i Danmark. Jeg har aldrig været og ønsker ikke at bruge tid på disse populistiske medier, hvor mange meninger er for letkøbte efter min opfattelse, og efter det refererede kan jeg da også konstatere, at en række mennesker - uden at have læst ordentligt indenad - hverken kender mig eller reelt ønsker at kende mine holdninger, noterer Anni Grimm overfor migogvejen.

- I dag var det så Ekstrabladets tur til at tage på kanalrundfart i mine udtalelser og åbenbart som det eneste undgået at citere mig for, hvad jeg gentagne gange gav udtryk for, nemlig at jeg dybest set er totalt ligeglad med og uinteresseret i, hvilken seksualitet mine medmennesker har. I min verden hører den slags privatlivet til, og ønsker man at optræde i det offentlige rum med seksuelle tilkendegivelser - uanset hvem man er - så må man være parat til at acceptere, at andre kan have en mening om det, fortsætter den nu tidligere LA-er.

- Desværre lod Liberal Alliance sig tryne af folkedomstolen, og den unge formand, Alex Vanopslagh, meddelte telefonisk, at vi så nok hellere måtte skilles »i al fredsommelighed«, fortsætter Anni Grimm.

Hun beklager samtidig formandens beslutning over for de lokale i Liberal Alliance:

- Skilsmissen er nok den største og mest eftertrykkelige bet for min gode byrådskollega, Martin Boye, og den lokale partiforenings bestyrelse. Jeg er bestemt trist til mode over den behandling, de derved bliver udsat for af deres ellers umiddelbart så kompetente unge formand.

- Lad mig sige det på denne måde... der var et liv før og bliver et liv efter Liberal Alliance, både centralt og lokalt. Ærgerligt, bekendtskabet ikke var pengene værd. Derfor måtte LA da også refundere medlemskontingentet, konstarerer Anni Grimm ironisk.

Hun kommer også med kommentarer til det, hun kalder Alex Vanopslaghs forsøg på at vinde Ekstrablads-borgfred.

- Det skal han bare ikke gøre med totalt urigtige påstande - på min bekostning. Den mand kommer jeg aldrig til at kunne stole på mere. Ærgerligt.

- Det er mig magtpåliggende at understrege, at jeg ikke har »forsikret« Alex om noget, der bare ligner hans udtalelser, der således helt må stå for hans egen regning. Jeg er helt bevidst om, at Alex er bekymret over medieinteressen, som han, så godt han nu kan det, prøver at tage luften ud af med sine udtalelser. Jeg har imidlertid ingen forståelse for, at han på så utiltalende og i realiteten ynkværdig vis forsøger at skaffe sig goodwill hos netop Ekstra Bladet og på min bekostning. »Grow some balls« var der vist en partiformand, der udtrykte sig i anden anledning. Et udtryk, der vel egentlig er meget rammende - også i denne sammenhæng, er meldingen fra Vejen Kommunes 2. viceborgmester, der nu igen er løsgænger i byrådet i Vejen.

(Foto: LLN Press©)