Når Gesten Togmesse løber af stablen i Gesten Fritidscenter på søndag, skal det ikke være en enlig svale.
- Det skal gerne være starten på en tradition.
Sådan lyder meldingen fra de to initiativtagere, Henrik Friis Clausen, Bække, og Leif Christensen, Vejen.
De har i nogle måneder arbejdet med messen, hvor der både er kørende anlæg og både private og professionelle sælger.
- Vi har oplevet en stor interesse og har udsolgt. Alle borde er solgt, lyder det videre.
Det er altid spændende at starte nyt, og arrangørerne er meget spændte på, hvor mange mennesker, der kigger ind i løbet af de fem timer, messen kører.
Starten med en togmesse er reeelt kommet på en kedelig baggrund. I 25 år har der været kørt en lignende messe i Horne, men den lukkede grundet sygdom.
- Derfor tog vi handsken op, og der er ingen tvivl om, at messen i Gesten vil ligne den i Horne, men selvfølgelig tilpasset Gesten og vores ønsker, noterer Henrik Friis Clausen.
Nu lyder startsignalet, og målet er fremover at afvikle Gesten Togmesse i weekenden i uge 46 - altså midt i november.
Det er ikke kun de to arrangører, der kommer her fa området. Også flere udstillere bor i kommunen.
Det gælder bl.a. Modulsammenslutningen, der holder til med sine modeltogsmoduler i netop Gesten og præsenterer nogle af dem på søndagens messe.
(Fotos: migogvejen©)

Der bliver stillet en børnebane op, så alle - også voksne - kan prøve at være lokofører for en stund.