Der er rekordstor interesse for julehjælp - dobbelt så mange har allerede søgt.
De første millioner er allerede uddelt i en af landets største puljer for julehjælp på i alt 11 millioner kroner etableret af KFI Erhvervsdrivende Fond.
Puljen kan søges af landets lokale købmænd – og de har været tidligt ude i år - herunder købmanden i Gesten, der byder til julefest.
(læs videre under annoncen)

- Selvstændige købmænd landet over har allerede fået godkendt julehjælpsuddelinger for næsten 2,5 millioner kroner hos købmandsfonden KFI Erhvervsdrivende Fond. Det er mere end dobbelt så meget som sidste år, hvor der på samme tidspunkt var godkendt uddelinger for lidt over en million, skriver fonden i en pressemeddelelse.
– Købmændene er tidligt ude med deres ansøgninger om julehjælp i år. De skal gå sammen med foreninger eller organisationer i lokalområdet for at lave julearrangementer eller tilbyde julehjælp, og det er meget forskelligt, hvad det er. Det kan være alt fra arrangementer for socialt udsatte, ældre, for hele landsbyen eller den klassiske julekurv eller julegaver til byens børn, siger Terje List, administrerende direktør i KFI Erhvervsdrivende Fond.
Fonden har allerede godkendt uddelinger til 93 projekter for i alt 2.472.000 kroner i perioden fra den 1. til den 22. oktober til selvstændige købmænd fra kæderne Meny, Rema 1000, Spar, Min Købmand, Løvbjerg og ABC Lavpris.
En af de købmænd, der har søgt og fået bevilget en donation, er Allan Piihl Haagensen. Han driver Min Købmand i Gesten og er gået sammen med byfest-foreningen om at samle byen til en stor fælles julefrokost.
– Vi bruger det lokale forsamlingshus, hvor der er plads til 200 mennesker – og vi regner med at fylde det op. Vi har søgt støtte ved KFI og fået det godkendt allerede. Vi får maden betalt ad den vej og kan på den måde reducere billetprisen voldsomt, så langt de fleste har råd til at komme med, siger Allan Piihl Haagensen og tilføjer:
– Der er nok nogen, der kan være lidt pressede på økonomien, når vi nærmer os den dyre juletid, så betyder det noget at kunne lave et julearrangement, alle kan være med til. For mig handler det om at skabe fællesskab i lokalområdet.
Det er fjerde år i træk, at KFI Erhvervsdrivende Fond har en uddelingspulje øremærket julehjælp. De seneste tre år er der uddelt i alt 21 millioner kroner. I 2024 blev der uddelt ni millioner kroner til 357 julehjælpsinitiativer hos de selvstændige købmænd. Det er det højeste beløb, fonden endnu har uddelt til julehjælp, men man regner med at slå den rekord i år.
(Foto: migogvejen©)
(tryk på annoncen og se mere)
