Følg migogvejen på Facebook  

Gesten Børnecenter var blandt de udvalgte, da Sydbank Fonden i dag delte penge ud.

Fonden vil have børn og unge væk fra skærmen og ud i fællesskabet, og fem projekter blev støttet.

 

(læs videre under annoncen)

Skousen - 2023

(tryk på annoncen og se mere)

 

Sydbanks Område Kolding har fordelt omkring 100.000 kroner fra Sydbank Fondens pulje »Mindre skærmtid« til fem lokale projekter, der kan skabe nye veje til fællesskaber for børn og unge.

– Vi er glade for at kunne støtte disse initiativer, som på hver deres måde inviterer børn og unge til at deltage i fællesskaber og aktiviteter, der styrker deres trivsel og sociale samvær, siger Søren Olling, områdedirektør i Sydbank Område Kolding i en pressemeddelelse.

Sydbank Fonden har ekstraordinært afsat midler til projekter, der kan tilbyde alternativer til den stigende skærmtid blandt børn og unge. Med støtte til blandt andet sportsudstyr, kreative værkstedsvogne og renovering af klubfaciliteter ønsker fonden at fremme aktiviteter, der samler unge mennesker om fælles interesser.

– De udvalgte projekter er glimrende eksempler på, hvordan vi kan skabe positive alternativer til skærmtiden og samtidig styrke fællesskabet blandt børn og unge. Vi ser frem til at følge deres udvikling, siger Søren Olling.


De fem modtagere af donationerne er:

Fredericia Forenede Fodboldklubber modtager 10.000 kroner til to fodboldmål og forskellige aktivitetsspil, som skal stimulere bevægelse og leg på tværs af aldersgrupper.

Føns Søsportsklub modtager 4350 kroner til tre ture og seks dykkerbøjer med flag, hvilket vil give børn og unge mulighed for at udforske havet på en sikker og sjov måde.

Gesten Børnecenter modtager 20.000 kroner til to værkstedsvogne fyldt med materialer til en undersøgende tilgang til læring og fællesskaber, så børnene kan udfolde deres kreativitet og nysgerrighed.

Atletklubben Heros modtager 20.000 kroner til nyt udstyr, som skal gøre klubben endnu mere attraktiv for unge, der ønsker at dyrke boksning og styrkesport.

Kolding Volleyball Klub modtager 40.000 kroner til renovering af klublokalerne, så de kan tilbyde bedre faciliteter til deres medlemmer og styrke det sociale miljø i klubben.



Om Sydbank Fondens Mindre skærmtid-pulje lyder det:

Børn og unge bruger mere og mere tid foran en skærm. Det kan gå ud over deres mentale sundhed og trivsel, lyder det fra både Sundhedsstyrelsen og Børns Vilkår.

Sydbank Fonden har derfor ekstraordinært sat 1,2 mio. kr. af til projekter og aktiviteter, der kan skabe et alternativ til smartphones, tablets og computere for børn og unge.

I forbindelse med fordeling af donationerne er kriterierne bundet op på Sundhedsstyrelsens anbefaling om fysisk aktivitet og fysisk socialt samvær med venner og familien.

(Foto: PR-foto)