- Detaljer
- Leif Christensen
Så er håndboldfeberen kommet til Danmark. Selvfølgelig er de aktive biofolk i Brørup også med til at skabe EM-stemning i Brørup.
Danmarks indledende kamp i gruppe D mod Ungarn blev i aftes (lørdag) vist direkte i Brørup Bio, hvor ca. 100 forventningsfulde håndboldentusiaster klædt i rødt og hvidt og med vajrende dannebrogsflag heppede på de danske helte.
- Det er første gang, vi prøver at arrangere en direkte sportskamp i Brørup Bio, og vi er rigtig glade for den store opbakning fra de mange fremmødte, fortæller formanden for Brørup Bios Venner, Jens Ejnar Iversen.
- Vi har tidligere vist EM fodboldkampen fra 1992 ved et By Night arrangement. Vi håber også, at vi kan vise semifinalekampene, hvis Danmark når så langt – men allerede nu ved vi, at der ikke bliver mulighed for at vise en evt. finale med Danmark som deltager, idet vi samme dag kører børnefilmklub. Skal jeg være helt ærlig, så tror jeg ikke, at børnene vil synes, det er en god idé, at vi dropper filmen til fordel for håndbolden, fortæller Jens Ejnar Iversen.
Danmark vandt en sikker storsejr over modstanderne fra Ungarn med cifrene 32-25 selv uden Mikkel Hansen, der blev præsenteret for det røde kort efter en takling – 20 minutter før slutfløjt.
Danmarks to største profiler mod Ungarn, Morten Olsen og Rasmus Lauge, viste sammen med de øvrige spillere storform, som bliver interessant at følge de næste kampe. Danmark næste kamp finder sted på mandag den 15. januar mod Tjekkiet.