- Detaljer
- Leif Christensen
Et ulveangreb fredag morgen har kostet 27 liv.
Angrebet sket på Teglgårdsvej i Bække, hvor får fra Hedelykke Lam, Give, afgræsser nogle frøgræsmarker.
Frøgræsmarkerne afgræsses med får, idet de mere nøjsomt kan pleje marken. Derudover sparer landmanden at skulle køre ud med tunge maskiner, der i de våde vejr ville lave store spor.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Ejeren af området havde hørt, at fårene var urolige om morgenen. Han havde derfor tilset dem og konstateret, at noget var galt.
- Da jeg kom derned, kunne jeg se, at det var helt galt. Der var sårede dyr »overalt«. Det var tydeligt, at noget havde haft fat i dem. Derudover lå der små lam rundt om på marken. De var stadig levende, men så medtaget, at de måtte aflives, fortæller Rasmus Buhl fra Hedelykke Dam til migogvejen.
I første omgang var to får og to lam døde. Ulven havde spist af et får.
- Vi aflivede yderligere 12 får og 11 lam, fortæller Rasmus Buhl.
- Vi kørte alle de døde dyr hjem, og om eftermiddagen kom en af Naturstyrelsens vildtkonsulenter. Han konstaterede ( efter ny praksis), at der var tale om ulv. Det var tydeligt efter mærkerne på dyrene, lyder det videre.
Tidligere udtog man DNA for herigennem at konstatere, om det er ulv.
Dagen efter var det nødvendigt at aflive yderligere tre får og to lam.
- Dyrene var indhegnet med 3-trådet flytbart hegn. Jeg har ansøgt Miljøstyrelsen om tilskud til et ulveafvisende hegn. Netop fordi vi også havde angreb i Bække sidste år. Det blev fra januar muligt at ansøge om ulveafvisende hegn i hele Jylland. Miljøstyrelsen regner med at kunne komme med svar midt i maj, noterer Rasmus Buhl.
Det nuværende hegn er 90 cm højt. Det ulveafvisende er 110 cm højt.
Om årsagen til, at Hedelykke Lam ikke har det højere hegn, lyder det:
- Det er der ganske enkelt ikke økonomi til. Jeg flytter rundt med 1000 får og omkring 1500 lam. Til at hegne i Bække vil det nye hegn koste 100 tusind kroner, så jeg ville i alt skulle købe hegn for snart en million. Så godt er det desværre ikke at have får, noterer Rasmus Buhl.