En gruppe ildsjæle har sat sig for at få fællesskabet i Bække til at gro ved hjælp af planter, der gør det samme.
Gruppen under Bække Lokalråd er i fuld gang med at etablere en stor blomster- og grøntsagshave, der skal komme hele byen til gode.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Vi plejer at sige, at her gror fællesskabet godt. Der er alle mulige forskellige mennesker involveret, og alle er velkomne, siger Peter Christensen, der er en af initiativtagerne bag »Hærvejshaven«.
Der er tale om et areal på 660 kvadratmeter, hvor 15-20 lokale borgere har etableret bede, drypvandingssystem og vandopsamling. Håbet er, at endnu flere af byens borgere vil engagere sig i haven, nu hvor det grundlæggende er ved at være på plads.
- Fra næste år regner jeg med, at man kan dyrke et stykke jord sammen med sine venner eller naboer. Det er ønsket om fællesskabet, der driver det, siger Peter Christensen.
Etableringsomkostningerne til Hærvejshaven er blevet dækket af en donation fra Sparekassen Kronjyllands Garant-millionen på 25.000 kr.
- Det er helt afgørende for, at vi har kunnet komme i gang, siger Peter Christensen.
Det glæder afdelingsdirektør H.C. Christensen fra Sparekassen Kronjylland i Vorbasse at bakke op om det lokale fællesskab.
- Det er afgørende for en by som Bække at have noget at mødes om. Vi vil gerne anerkende de frivilliges store indsats, som er med til at gøre Bække og hele området attraktivt, siger han.
Donationen fra Garant-millionen er giver under temaet »Tro på fremtiden«, der særligt går til projekter, der tager hånd om nogle af tidens store udfordringer – helt lokalt.
- Hærvejshaven samler lokalsamfundet om et projekt, der er bæredygtigt og taler ind i tidens fokus på lokale fødevarer, siger H.C. Christensen.
(billedtekst: Afdelingsdirektør H.C. Christensen (tv.) får en rundvisning i Hærvejshaven af initiativtager Peter Christensen. (PR-foto)
