- Detaljer
- Leif Christensen
De jyske fodboldklubber skal have ny formand, og det kan igen blive en leder her fra regionen.
En samlet bestyrelse anbefaler næstformand Ole Ladefoged til at overtage formandsrollen og stå i spidsen for DBU Jylland.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Bent Clausen har meldt ud, at han efter 17 år som formand ikke genopstiller til posten på det kommende delegeretmøde.
Bestyrelsen indstiller Ole Ladefoged fra Næsbjerg/Varde til at overtage posten. Bliver han valgt, bliver det den tredje formand på stribe her fra regionen.
Først var der Benny Hansen fra Glejbjerg og nu Bent Clausen fra Haderslev. Opnår Ole Ladefoged valg, bliver han den tredje fra DBU Jyllands Region 4, som vi er en del af.
Ole Ladefoged er 58 år og har været aktiv som frivillig leder i DBU Jyllands organisation siden 1994.
Først på diverse udvalgsposter, efterfølgende som formand for DBU Jylland region 4, og siden 2009 som næstformand i DBU Jyllands bestyrelse.
Dertil kommer erfaring med bestyrelsesarbejde i både DBU og DBU Bredde i godt 10 år.
Ole har også været aktiv som frivillig på foreningsniveau gennem hele sit voksne liv. Som 16-årig blev han hjælpetræner i Næsbjerg/Rousthøje Ungdoms og Idrætsforening, siden blev han fodboldformand i en alder af blot 22 år, og i dag er han klubbens kampfordeler.
Han har selv tidligere udtalt, at hans læring og erfaringer fra fodboldens verden i høj grad har været medvirkende til at bane vejen for, at han i dag sidder i en lederstilling i sit arbejdsliv, nemlig som servicechef hos Team Truck i Varde, med dagligt personaleansvar for 15 medarbejdere samt kundekontrakter og løbende kunde samarbejde.
Den nye DBU Jylland-formand skal vælges af de jyske fodboldklubber på unionens delegeretmøde i MCH Herning Kongrescenter lørdag 10. januar 2026.
(Foto: PR-foto)
migogvejen har tidligere skrevet om Bent Clausens farvel:
https://migogvejen.dk/nyheder/lidt-af-hvert/12879-formand-siger-stop
