Det bemærkede modeltogsklubben Modulsammenslutningen i Gesten ved sit åbent hus arrangement.
- Vi havde hele tiden et pænt besøg, men primært voksne, konstaterer formanden, Leif Christensen.
Langt de fleste gæster var her fra området, men der var også besøg fra bl.a. Odense.
- Vi talte med flere, der overvejer at kigge forbi en tirsdag aften, hvor vi har vores ugentlige klubaften, og det vil da være glædeligt, hvis nogle på sigt melder sig ind i klubben, lyder det videre.
Modulsammenslutningen har også holdt generalforsamling, hvor Leif Christensen blev genvalgt som formand, mens Claus Magnussen blev genvalgt til bestyrelsen.
På februars sidste dag lød startskuddet til forårets mange lokale opvisninger.
Gesten IF bød indenfor i Gesten Fritidscenter til sin årlige opvisning.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Det er tiden for at lufte fanerne, og i Gesten er det ikke kun gymnasterne, der er på gulvet.
Der lægges altid ud med fælles opvarmning, hvor alle må være med.
Ud over foreningens egne hold var der besøg af Vejen Q-vindeholdet og Ribe junior mix, hvor sidstnævnet var på gulvet allerede dagen efter, hvor de var i Ribe.
I de kommende uger er der så masser af opvisninger rundt i byerne.
Kan du tænke dig at blive lokofører for en dag, og er modeltog lige noget for dig.
Så er det oplagt at vælge en tur til Gesten på lørdag, hvor den lokale modeltogsklub byder indenfor ved et åbent hus arrangement.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Modulsammenslutningen holder til på Storkevej 2 og bygger sine anlæg op i moduler og kører tog i størrelsen 1:87, og der er masser af spændende ting at se på.
Klubben har lokaler i to etager, hvor der i stueetagen primært køres med danske lokomotiver og vogne, mens der på førstesalen gælder amerikanske tog og landskaber.
- Alle er velkommen til at kigge forbi og se de små tog, og bliver du bidt af det, er klubben altid åben for flere medlemmer, lyder det fra klubbens formand, Leif Christensen.
Medlemmerne har mulighed for at køre i klubben alle dage, men det er primært tirsdag aften, at medlemmerne mødes.
- Alle kan være med, og mens nogle kører og bygger, er der andre, der primært kommer for det sociale og få en snak, og alle er lige velkommen, lyder det videre.
Lørdag er der åbent i fire timer, hvor der vil blive kørt flittigt på banerne, og du har måske chancen for at blive lokofører for en dag.
- Ud over vores moduler har vi også et lille børneanlæg, hvor de yngste kan få lov at styre lokomotivet, fortæller Leif Christensen.
En ny lokalplan skal danne rammen for etablering af det første anlæg i energipark Revsing mellem Gesten og Vejen.
Helt konkret skal lokalplan 370 give plads til et såkaldt power-to-x-anlæg.
Et enigt økonomiudvalg har sagt god for, at arbejdet med lokalplanen skal sættes i gang.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Det er firmaet Everfuel, der har anmodet Vejen Kommune om at udarbejde lokalplan for et power to x-anlæg til brintproduktion ved Revsing. Planlægningen er en udmøntning af dels den statslige energipark, dels det tidligere godkendte kommuneplanramme 1.E.26.
- Igangsætning af lokalplanlægningen er første skridt i realiseringen af energipark Revsing, men samtidigt er det et stærkt signal til Everfuel i deres igangværende overvejelser om indmelding til både danske og tyske udbud omkring brintforbindelsen, lyder det fra den kommunale forvaltning.
Placeringen af anlægget skyldes nærhed til Energinets kommende 400kV-station samt det kommende brintrør. Anlægget forventes koblet på det kommende brintrør via indføringspunktet ved Lunderskov.
Anlægget forventes opbygget i moduler og etableret etapevist. Det samlede anlæg vil være det største anlæg i både Danmark og Nordeuropa.
Anlægget forventes bygget som et åbent anlæg med enkelte bygninger. Højdemæssigt forventes anlægget generelt ikke at være højt, men i henhold til tidligere høringer vil de højeste bygninger blive placeret længst væk fra Gesten og kirken. Der kan være behov for enkeltstående højere vents/flares svarende til master eller skorstene ved andre industrianlæg. Samlet forventes anlægget at få en høj bebyggelsesprocent.
Planlægning for et Power-to-X anlæg er en ny og kompliceret opgave for både ansøger og kommune. Ansøger er i løbende overvejelser omkring design af projektet. Derfor foreslår forvaltningen, at udvalget undervejs i planlægningen drøfter en planskitse for disponeringen af området, så Udvalgets politiske bemærkninger kan inddrages i projektudviklingen og planlægningen. I forbindelse med planskitsen kan udvalget stille krav til projektets og lokalplanens indhold; f.eks. omkring højder, afskærmende beplantning, hensyn til §3-områder og hensyn til diger.
- I forbindelse med den tidligere høring om blandt andet kommuneplanrammen er der indkommet en række bemærkninger fra borgere omkring anlæggets disponering og afskærmning. Disse bemærkninger vil indgå i den videre planlægning. Derfor anmodes der om, at der udarbejdes en planskitse. Planskitsen vil give et grundlag for at fastlægge principper for et kommende lokalplanområde. Der kan for eksempel vises særlige områder for høj bebyggelse, områder der skal friholdes for byggeri, forventede krav til beplantning og lignende. Planskitsen bruges som en indledningsvis afklaring og forventningsafstemning forud for fastsættelse af egentlige bestemmelser i en lokalplan, lyder det videre.
- Efter flere år med stort engagement og mange gennemførte initiativer har bestyrelsen i Gesten Lokalråd besluttet at give plads til nye kræfter. Beslutningen træder i kraft ved den kommende generalforsamling 27. maj, hvor den nuværende bestyrelse formelt træder tilbage, skriver rådet i en pressemeddelelse.
Lokalrådet arbejder målrettet for at styrke Gesten som lokalsamfund og være bindeled til kommunen. Det har blandt andet betydet opbakning til lokale initiativer, afholdelse af fælles arbejdsdage og støtte til de mange udvalg og fællesskaber, der er aktive i byen.
- Det har været både sjovt, meningsfuldt og givende at være med i lokalrådet siden 2018. Vi har fået lavet rigtig meget godt for Gesten. Nu er tiden moden til, at nye kræfter tager stafetten videre og sætter deres præg på det næste kapitel, siger formanden, Steffen Christensen i pressemeddelelsen.
Beslutningen om at træde tilbage er fælles for bestyrelsen og handler om at sikre fornyelse og fortsat udvikling i lokalrådet.
De nuværende suppleanter har meldt, at de gerne vil fortsætte, men der er brug for flere frivillige, hvis lokalrådet fortsat skal spille en aktiv rolle i lokalsamfundet.
Der venter flere konkrete og spændende opgaver:
Lokalrådet bliver blandt andet en vigtig aktør i arbejdet med puljemidler i forbindelse med energiparken, som kan komme Gesten og omegn til gavn. Derudover handler arbejdet om at arrangere arbejdsdage, fungere som bindeled til kommunen og støtte de mange gode initiativer og udvalg, der allerede findes i byen.
Gesten Lokalråd håber derfor, at nye engagerede borgere har lyst til at stille op og være med til at præge udviklingen.
- Folk må rigtig gerne tage fat i os allerede nu, hvis de har et ønske om at gøre en forskel for Gesten gennem lokalrådet. Så kan de blive involverede i arbejdet, allerede inden vi giver stafetten videre ved den kommende generalforsamling, lyder opfordringen fra Steffen Christensen.
Generalforsamlingen afholdes 27. maj, og alle med interesse for Gesten og lokalsamfundets fremtid opfordres til at deltage.
Et stort flertal i udvalget for skoler og børn sagde i september nej til, at Gesten Børnecenter skulle være et filialbørnecenter med en fælles ledelse med Østerbyskolen i Vejen.
Det var ellers den indstilling, der var lagt frem i udvalget fra forvaltningen, men kun Mike Straarup (C) stemte for indstillingen, der blev behandlet mindre end to måneder før kommunalvalget.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Nu skal punktet behandles igen, men det sker på vegne af et ønske fra Gesten.
- Bestyrelsen i Gesten Børnecenter har enigt og med fuld opbakning indstillet til Vejen Kommune, at børnecentret fremover organiseres som en filial tilknyttet Østerbyskolen i Vejen. Indstillingen sker på baggrund af et lederskifte og et ønske om at sikre en bæredygtig og langsigtet løsning for både børn og medarbejdere, lyder det fra skolen.
- Den nuværende leder af Gesten Børnecenter er fratrådt, og bestyrelsen har i den forbindelse foretaget en grundig vurdering af centrets fremtidige organisering og ledelse. Der er fundet en konstitueret leder, som varetager den daglige ledelse og sikrer stabil drift, mens centrets fremtidige organisering behandles politisk i Vejen Kommune.
- Bestyrelsen peger på en filialtilknytning til Østerbyskolen som en løsning med klare faglige og organisatoriske fordele, lyder det videre.
Spørgsmålet om Gesten Børnecenters struktur bliver det første punkt, udvalget for skoler, børn og familie skal drøfte på sit første møde efter valget.
Skolechef Regin Holm Nielsen indstiller, at
Gesten Børnecenter pr. 1. august 2026 overgår til at være filialbørnecenter under Østerbyskolen, og at
der etableres fælles ledelse mellem Gesten Børnecenter og Østerbyskolen pr. 1. august 2026, og Gesten Børnecenter overgår dermed til at være filialbørnecenter.
Gesten Børnecenter og Østerbyskolen beholder eget skoledistrikt og har egen tildeling af budget.
tidsplan for nedenstående godkendes.
Gesten Børnecenter og Østerbyskolen, efter tildeling af budget, har ét fælles budget, der oprettes fælles dagtilbud- og skolebestyrelse.
bestyrelserne i Gesten Børnecenter og på Østerbyskolen udformer den fremtidige bestyrelsessammensætning og proces i overgangen i samarbejde med skolechefen.
der kan vælges fælles tillidsrepræsentanter på de forskellige fagområder på Gesten Børnecenter og Østerbyskolen.
sagen sendes i høring hos berørte skolebestyrelser, lokale MED-udvalg samt faglige organisationer.
sagen fremsendes til økonomiudvalgets anbefaling og byrådets godkendelse.
Prognoser for børnetallet i Gesten - Skoledistrikt viser, at antallet af børn forventes at være relativt stabilt mellem 73 – 91 børn over de kommende år. På den baggrund vurderer bestyrelsen, at en filialmodel vil styrke den organisatoriske robusthed og bidrage til øget tryghed og jobsikkerhed for medarbejderne.
– Vores primære fokus har været at finde en løsning, der både understøtter kvaliteten i tilbuddet til børnene og skaber stabilitet og tryghed for personalet – både nu og på længere sigt. Det er en vurdering, som hele bestyrelsen står samlet bag, lyder det videre fra Gesten Børnecenter forud for den politiske behandling på tirsdag.
Fremover bliver det skov og natur, der får første prioritet på to ejendomme ved Holmsmindevej ved Gejsing.
Klimaskovfonden har nemlig købt 88 hektar landbrugsjord uden bygninger, som skal omlægges til natur i form af ny skov og etablering af et vådområde, hvormed det er slut med landbrug på området.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Når markerne omdannes til skov, har det en positiv klimaeffekt, og samtidig kan vi beskytte fremtidens drikkevand, da det lokale vandværk henter drikkevand fra området. Endelig bliver der også ledt mindre kvælstof ud i Knudedyb og i Lillebælt. Det er vigtigt for Klimaskovfonden, at de arealer vi omdanner til natur, har positive gevinster for både klimaet, men også natur, drikkevand og vandmiljø, siger Poul Erik Lauridsen, der er direktør i Klimaskovfonden, i en pressemeddelelse.
Arealet bliver en del af et større sammenhængende skov- og naturområde, da det ligger op mod de større skove Gesten Skov og Gejsing Skov. Samlet bliver det et naturområde på mere end 500 hektar. Skoven, som Klimaskovfonden skaber, vil både bestå af plantet skov med mange forskellige træer og buske, områder, hvor skoven skal komme af sig selv og af lysåben natur.
Klimaskovfondens omdannelse af de 88 hektar til skov og natur bringer Vejen Kommune et skridt nærmere at leve op til målene i den grønne trepart.
Vagn Sørensen (V), der er formand for Udvalget for Klima, Miljø og Teknik i Vejen Kommune samt formand for Lokal Trepart Vadehavet glæder sig derfor over nyheden om Klimaskovfondens køb af ejendommen på Holmsmindevej:
- Med etablering af op mod 88 hektar ny skov bidrager Klimaskovfonden væsentligt til skovrejsningsindsatsen i Vejen Kommune. Og så er det særlig positivt, når det er i et område, der kan være med til at opfylde målsætningen i Knudedyb, som jo er et særligt udfordret vandområde, forklarer Vagn Sørensen i pressemeddelelsen.
Han fremhæver, at Lokal Trepart Vadehavets arbejde er afgørende for at opnå de nationale målsætninger om udtagning af lavbundsjorder og reduktion af kvælstofudledning.
Vejen Kommune har forpligtet sig til at igangsætte arbejdet med et vådområde på området, og det vil gøre den nye skov endnu mere attraktiv, da området får mere variation i skov og natur.
Klimaskovfonden har i forvejen købt 93 hektar ved Lejrskov, der ligger få kilometer fra Gejsing. Når der er plantet skov, og den er kommet godt fra start, sættes arealerne til salg som naturejendom. Klimaskovfonden finansierer skovrejsningsprojekterne gennem bidrag fra virksomheder og privatpersoner, mens arealkøbet finansieres af midler fra Novo Nordisk Fonden.
Intet er stationært - heller ikke kommunale planer.
Det viste det seneste byrådsmøde, hvor en lokalplan ændres, da ejeren hellere vil udlægge natur end bygge huse.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Det viser jo bare, at når vi vedtager nogle planer, så kan ting godt ændre sig efterfølgende, og så går vi ind og retter planen til, så selvom vi vedtager en plan, der går en vej, kan de efterfølgende ændres, hvis det giver mere mening, konstaterede formanden for teknik og miljø, Vagn Sørensen (V).
Derfor sagde et enigt byråd ja til en delvis ophævelse af Lokalplan 162 - jordbrugsparceller i Gesten. Formelt skal det dog i høring i fire uger.
- Forslag til delvis ophævelse af Lokalplan 162 og kommuneplantillæg 6 er udarbejdet på baggrund af en henvendelse fra en grundejer i Vester Gesten, der ønsker at etablere et naturprojekt på deres jord. Området er i dag omfattet af Lokalplan 162, der udlægger området til boligformål i form af jordbrugsparceller. Grundejer ønsker at få ophævet den del af lokalplanen, der ligger indenfor deres matrikler, da arealet ikke planlægges anvendt indenfor lokalplanens muligheder.
- Det område, der forslås ophævet af lokalplanen, omfatter et areal på ca. 3,4 ha og består af matr.nr. 4ab, dele af 18c, 8k og 4af, alle af V. Gesten By, Gesten. Arealet anvendes i dag til landbrugsjord og grænser ned til Gesten Å, lyder det fra forvaltningen.
Lokalplanområdet ligger i landzone og vil forblive landzone ved den delvise ophævelse.
Den resterende del af lokalplanen vil stadig være gældende.