Følg migogvejen på Facebook  

Efter længere tids forberedelse er bestyrelserne på Vejen Gymnasium og HF og Vejen Business College nået i mål.

De har underskrevet en fusionsansøgning, der skal lægge de to skoler sammen.

 

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

 

Bestyrelserne på Vejen Gymnasium og HF og Vejen Business College har på bestyrelsesmøder underskrevet den sammenlægningsredegørelse – reelt fusionsansøgning – som nu vil blive sendt til til Børne– og Undervisningsministeriet.

- Forventningen er, at undervisningsministeren vil godkende sammenlægningsredegørelsen i løbet af foråret 2025, hvorefter fusionen vil kunne være en realitet med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2025, skriver skolerne i en pressemeddelelse.

Den fusionerede institution vil i givet fald fortsætte under navnet Vejen Gymnasium og Erhvervsskole, og alle aktiviteter på de to institutioner vil ultimo november 2026 blive samlet på adressen Petersmindevej 3, hvor Vejen Gymnasium og HF i dag har til huse.

- Bestyrelsernes ønske om at fusionere de to institutioner har det klare formål at skabe de bedste muligheder og betingelser for de unge uddannelsessøgende i Vejen Kommune, Med etableringen af Vejen Gymnasium og Erhvervsskole får man et attraktivt, stærkt og sammenhængende tilbud omfattende de gymnasiale uddannelser stx, hhx og hf samt de merkantile erhvervsuddannelser, siger Ole Stubbe, bestyrelsesformand for Vejen Business College.

- En fusioneret institution vil samtidig have potentialet til fra august 2030 at kunne udbyde den nye erhvervs -og professionsrettede gymnasiale uddannelse epx, hvor der netop lægges stor vægt på både et stærkt socialt og fagligt miljø, supplerer Bent Jørgensen, bestyrelsesformand for Vejen Gymnasium og HF.

Såfremt fusionsansøgningen som forventet bliver godkendt, vil hele skoleåret 2025-2026 blive brugt på selve fusionsimplementeringen.

- Her vil det være helt afgørende at få skabt en god proces for alle medarbejdere og elever på de to institutioner. Der vil derfor i skoleåret 2025-2026 blive igangsat en lang række faglige og kulturskabende aktiviteter, som skal bygge bro mellem institutionernes medarbejdere og elever, siger Bent Jørgensen.

- Da alle aktiviteter fremadrettet skal samles på Petersmindevej 3, vil der her skulle foretages en større udvidelse af den eksisterende bygningsmasse på næsten 1800 kvm. Samtidig sættes Vejen Business Colleges nuværende bygning, Jyllandsgade 11, til salg med mulig overtagelse fra 1. januar 2027. - Midlerne fra salget af bygningerne skal bruges på at skabe et endnu stærkere unge- og læringsmiljø på den nye fusionerede institution, siger Ole Stubbe.

I forbindelse med den forventede fusion fortsætter den nuværende rektor på Vejen Gymnasium og HF, Lars Amdisen Bossen, som den øverste daglige leder af Vejen Gymnasium og Erhvervsskole, mens den nuværende forstander på Vejen Business College, Morten Kornerup-Bang, forsætter som vicerektor/souschef på den fusionerede institution.

(Foto af Ole Stubbe og Bent Jørgensen: Pressefoto)

 

nyhedsbrev luft

We use cookies
For at give dig den bedste onlineoplevelse bruger denne hjemmeside cookies