En vaskeægte ildsjæl, særdeles aktiv – nærmest utrættelig.
Sådan lød nogle af beskrivelserne på »årets jelsing 2024«, der blev afsløret i eftermiddag.
Hæderen blev tildelt Margit Falkenberg Ottosen, der bl.a. har været med i Jels Lokalhistorisk Forening i mere end 40 år.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Årets jelsing er ydmyg og kendes som en, der ikke ønsker at blive fremhævet – en person, der ikke gør meget væsen af sig. Årets Jelsing kunne aldrig finde på at bede om noget til gengæld.
Sådan lød det bl.a. fra Lars Jensen, da han afslørede modtageren af prisen.
- I rigtig mange år og i mange sammenhænge har hun været med i det frivillige arbejde både som initiativtager, som ansvarsfuldt bestyrelsesmedlem og som en, der bare påtager sig opgaver med ordene - »det ordner jeg«, lød det videre.
Listen over engagementer, hvor Margit Falkenberg Ottosen er aktiv, er lang. Her er nogle af dem:
- Indkøbsture for pensionister.
- Tilbud om kursus i EDB for seniorer.
- Kirkekaffe, fællesspisning og hjemmebag til arrangementer.
- Initiativtager til og tovholder på Torsdagscaféen.
- Kasserer i lokalafdelingen af Røde Kors.
- Kasserer i menighedsrådet.
- Formand for Jels Lokalhistorisk Forening gennem mere end 40 år.
- Årets jelsing er generøs med sin tid, og kan det glæde nogen i Jels Sogn, er hun altid frisk på opgaven, fastslog Lars Jensen ved overrækkelsen, hvor hun modtog statuetten »Kvinde med hjerte i hånden«, som symboliserer næstekærlighed.
Statuetten er udført af den lokale keramiker, Lene Kersting.
(Fotos: migogvejen©)

