Bjarne Lastein - folketingskandidat Antenneforeningen Vejen - topannonce Skjern Bank - vi er lige i Bramming

Af børne- og undervisningsordfører Anni Matthiesen (V), Egebjerg Landevej 14, Krogager, 7200 Grindsted

Jeg har været med til rigtig mange lovbehandlinger i løbet af mine snart syv år i Folketinget. Men i sidste uge førstebehandlede vi et lovforslag, som betød særlig meget for mig. Et lovforslag, som jeg igennem lang tid har kæmpet for – og som nu bliver til virkelighed.

Lovforslaget handler om en gruppe unge mennesker, som står mit hjerte meget nær. Det handler om elever med særlige behov. F.eks. autister eller ADHD-ramte børn og unge. Det handler om at give disse unge menneskers bedre mulighed for selv at vælge, hvilken skole de ønsker at gå på. Ligesom andre elever kan.

Det er nemlig sådan, at i dag har børn og unge med særlige behov langt dårligere mulighed for at vælge en fri- eller privatskole end alle andre børn. For modsat kommunale skoler, så har det offentlige tilskud til fri- og privatskoler i mange tilfælde ikke sikret skolerne et tilstrækkeligt økonomisk grundlag for at tage i mod elever med særlige behov. Det betyder, at mange frie skoler har sagt nej til at optage disse elever, fordi det har kostet skolerne for mange penge.

Og det er de børn og unge, som allerede har masser af udfordringer, som har betalt prisen. De har været nødt til at give afkald på deres frie skolevalg.

Med den lov, vi netop har førstebehandlet i Folketinget, giver vi nu bedre mulighed for frit valg for børn med særlige behov. Vi hæver tilskuddet til fri- og privatskolers inklusion af elever med særlige behov og gør det derved lettere for de frie skoler at tage et endnu større socialt ansvar.

Det er et vigtigt skridt. For med øget frit skolevalg kan elever med særlige behov få flere muligheder og vi får bredt opgaven og ansvaret for god inklusion, ud til endnu flere skoler.

Med en opfordring til at nyde højtiden og hinanden skriver Folketingsmedlem Troels Ravn (S), Vejen:

 

I skrivende stund – fredag d. 22. december, sidder jeg i Folketinget og deltager i debatten omkring Finanslov 2018. Om lidt er der juleferie – i aften kan jeg synge min yndlings julesang Chris Reas »Driving home for Christmas«, når jeg tager toget hjem til Vejen.

Politisk er finansloven afslutning på et kaotisk, politisk forløb. Det er vel næppe en overdrivelse, at vi har en regering i Danmark for øjeblikket, hvor partierne har været mere optaget af interne stridigheder end at løse de udfordringer, vi som samfund står overfor.

Set fra mit politiske ståsted er det sådan set kun godt, at vi indtil videre har kunne stoppe VLAK i at give topskattelettelser og hæve pensionsalderen. Det er ikke skattelettelser til de bedst lønnede, vi har brug for.

Når jeg snakker med folk – senest var det tydeligt i forbindelse med den kommunale valgkamp, så er det langt vigtigere, at natsygeplejersken har tid til sit arbejde, at de ældre får ordentlig pleje, at børnene i børnehaven og skolen møder dygtige pædagoger og lærere, at vores unge får uddannelse, at vi skaber nye arbejdspladser.

Et af de bedste minder jeg har fra 2017, var da jeg mødte Marco, som er elev på Troldkær Skolen ved Jels. Jeg var på besøg på skolen, da Marco stolt og med lys i øjnene trådte ind i frokoststuen og fortalte, at han havde bestået køreprøven til lastbil med hænger.

Marco er ordblind, og han er i gang med en STU – særlig tilrettelagt uddannelse.

Sammen med Troldkær Skolen er det lykkedes Marco at komme i praktik som chauffør, og et rigtig job venter om hjørnet. Historien om Marco er god. Den fortæller, at det nytter at gøre en indsats – både når vi som mennesker arbejder hårdt for at nå vores mål og drømme, og når gode uddannelsesinstitutioner med dygtige lærere formår at gøre den berømte forskel.

Det er et vigtigt politisk mål for mig, at vi får alle mennesker med – at vi får uddannelse og kompetencer, et job, lever et godt liv. Derfor håber jeg også, at 2018 bliver året, hvor VLAK stopper besparelserne på uddannelsesområdet.

Det er vigtigt, at vi også i en kommune som Vejen, og uden for de store byer, har gode ungdomsuddannelser. Nedskæringerne på eksempelvis erhvervsskolerne og gymnasierne er gift for landdistrikterne.

Jeg arbejder for et Danmark i balance. Jeg mener, det er en god idé at flytte statslige arbejdspladser ud, men det er halsløs gerning, når VLAK samtidig gennem besparelserne på uddannelse gør sig skyldig i nedlæggelse af job og centralisering samt forringer mulighederne for at unge får uddannelse.

Som medlem af Folketinget er opgaven at lave god lovgivning for hele Danmark, og det gælder også om at skabe forbindelse mellem ens eget lokalområde og Christiansborg.

I året, der gik, var jeg meget optaget af det lokale ambulanceberedskab. At vi kan regne med, at ambulancen kommer hurtigst muligt ved ulykker. Undervejs i debatten fik jeg krads kritik af politiske modstandere, men det vigtigste er, at vi i dag kan konstatere, at vi opnåede klare forbedringer – hurtigere ambulancer og kortere responstid. Der var noget at komme efter. Politik er et holdspil, og når vi skaber resultater, er det fordi, vi samarbejder.

På samme måde er det et holdspil, når frivillige foreningsledere arrangerer idrætsstævner og kulturelle arrangementer. Som lokalsamfund er det et fantastisk aktiv, at der er nogen, som bruger masser af timer og gider lave aktiviteter, som vi andre kan nyde godt af.

I 2017 var det igen en fornøjelse at være med omkring Skodborg Park Rock, og i juledagene og kort efter nytår, ser jeg frem til at møde masser af brave frivillige og være fodbolddommer ved indefodbold, når Askov Malt UI og Gesten IF arrangerer henholdsvis Martinsen Cup og Gesten Bådaptering CUP.

Glædelig jul og godt nytår

 

Folketingsmedlem Anni Matthiesen, Egebjerg Landevej 14, Krogager, (V) skriver:

 

Efter nogle hektiske uger på Christiansborg kan julefreden nu endelig sænke sig. Efter intense forhandlinger lykkedes det os at få landet en finanslovsaftale. Og heldigvis en finanslovsaftale, som har været værd at vente på.

For med finansloven for 2018 sikrer vi blandt andet et stærkere sundhedsvæsen og en mere værdig ældrepleje. Der afsættes 2 mia. kr. til sundhed og 2,7 mia. kr. til ældre i 2018-2021. Vi sætter hårdere ind mod kriminalitet. Vi skaber bedre muligheder for vækst og udvikling i hele landet.
Så jeg er rigtig glad for, at det nu er ved at være tid til juleferie. Der er brug for lidt julefred. Der er brug for ro, og der er brug for lidt afstand til de mange politiske kabaler, der skal gå op.
I det nye år skal vi arbejde videre på at få de politiske kabaler til at gå op. For i starten af det nye år skal vi i gang med vigtige skatteforhandlinger og forhandlinger om Danmarks fremtidige udlændingepolitik. Emner, som jeg ved optager danskerne meget. Men desværre også emner, som er svære at forhandle politisk.
Personligt ønsker jeg, at vi kan gøre det billigere at være dansker gennem vores skattereform. Samtidig skal vi huske medmenneskelighed og ordentlighed, når vi forsøger at designe en ny udlændingepolitik. Jeg mener, at vi godt kan have en stram og konsekvent – men samtidig ordentlig udlændingepolitik.
En politik, der ikke kun siger nej til dem, der ikke kan og vil være en del af det danske samfund. Men en politik, som også siger ja til dem, der godt kan og vil. Det mener jeg, vores land har brug for.
Så der er masser af store forandringer, som venter lige om hjørnet. Jeg lader op, så jeg kan gøre alt, hvad jeg kan, for at påvirke tingene i den rigtige retning. Store forandringer tager tid – og der er brug for, at vi gennemgår tingene med eftertanke og får lavet de rette ændringer fra starten.
Så med de ord ser jeg frem til et nyt, spændende politisk år.
Rigtig glædelig jul og godt nytår!

 

dagens nyheder i din mailbox

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, får du dagens nyheder sendt til din mailbox.

nyhedsbrev luft

-->