Davidsens Tømmerhandel A/S har været ude og handle.
- Det er en stor glæde for os at kunne fortælle, at vi er nået til enighed med ejerne af henholdsvis Roslev Trælasthandel A/S, Tømmergaarden A/S og CF Petersen & Søn A/S om køb af deres aktiviteter. Davidsen overtager dermed 26 nye afdelinger funderet i Midtjylland, Nordjylland og på Sjælland, lyder det fra adm. direktør Henrik Clausen i et nyhedsbrev.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Overtagelsen sker således som et led i vores strategi om at vækste og at blive mere landsdækkende, således vi endnu bedre kan servicere vores kunder overalt i Danmark. Desuden sikrer det, at vi kan fortsætte med at udvikle os indenfor indkøb, logistik, bæredygtighed og digitalisering og dermed møde fremtidens behov endnu bedre, lyder det videre.
Roslev Trælasthandel har fire afdelinger i Midtjylland og havde sidste år en omsætning på ca. 780 mio. kr. og ca. 150 medarbejdere.
Tømmergaarden opererer primært i Midt- og Nordjylland med 17 afdelinger og havde i 2023 en omsætning på ca. 1370 mio. kr. og ca. 400 medarbejdere.
CF Petersen & Søn har fem afdelinger på Sjælland, havde sidste år en omsætning på ca. 840 mio. kr. og ca. 210 ansatte.
- Købet afventer nu konkurrencemyndighedernes godkendelse, og indtil da er det »business as usual«. Vores køb har derfor ingen indvirkning på vores nuværende drift, skriver Henrik Clausen.
(Arkivfoto: migogvejen©)