Følg migogvejen på Facebook  

»Knudepunktet - hold hoved, krop og hænder i gang«.

Sådan lyder det fra Knudepunktet i Vejen, der nu i 40 år har samlet i tusindvis af mennesker til forskellige aktiviteter uge efter uge.

Den runde fødselsdag markeres i den kommende uge med forskellige aktiviteter.

migogvejen fortalte lørdag om beslutningen om opførelse af stedet, og det kan du læse her - https://migogvejen.dk/byer/vejen/13119-et-hus-med-hjerte-midt-i-vejen - og her kommer fortsættelsen.

 

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

 

Nu var det politiske på plads.

Byrådet havde besluttet, at det skulle være arkitektfirmaet Kresten Agerbæk og ingeniørfirmaet H.J. Lauridsen som skulle være kommunens rådgivere på projektet, og placeringen var nu endelig – dagcentret skulle opføres på den gamle dyrskueplads.

Arkitekterne begyndte at tegne forskellige forslag, og det blev så Poul-Verner Nielsens opgave at holde dem på det rette spor.

Noget af det, som Poul-Verner Nielsen særligt holdt fast i, var, at centret ikke måtte ligne de traditionelle alderdomshjem/plejehjem med lange gange og lukkede rum – tværtimod var det et krav, at der så vidt muligt ikke var uudnyttede gangarealer, og at der var frit udsyn ind til alle rum. Altså fysiske rammer, hvor alle hurtigt kunne se, og få et overblik over, hvad der skete i de forskellige rum/værksteder, og hvor man straks følte sig velkommen.

Efter mange tegninger og diskussioner kom man frem til et forslag, som stort set ligner Knudepunktet her over 40 år senere – i princippet fire bygninger med et overdækket torveareal.

Det nye dagcenter blev sendt i udbud i licitation, og dagcenterbyggeriet ser ud til holde sig inden for budgetrammen.

Da det første spadestik skulle tages og grundstenen nedlægges, var der kun mødt 20 tilskuere frem, men det blev en festlig dag alligevel. I alt blev der nedlagt tre grundsten. Borgmester Lis Aaltonen (C), socialudvalgsformand Christian Fischer og næstformand Tage Andersen var de tre grundstensnedlæggere.

VVS-installatør Chr. Søgaard havde sørget for, at et blyforet grundstensrør blev muret ind som et varigt minde om dagen. Røret indeholder blandt andet et eksemplar af Vejen viser vej, bygningstegninger, projektbeskrivelse, oplysninger om den kommunale administration i 1985 samt tidens mønter.

Det nye dagcenter tager form, og man forventede, at man allerede i januar 1986 kunne tage centret i brug.

Det var jo ikke kun de ydre rammer, der skulle være klar, men der var nedsat forskellige arbejdsgruppe, hvis ansvar bl.a. var at få indkøbt møbler og service, få udarbejdet vedtægter og stå for drift og indretning af terapilokalerne. Og alt lykkedes. 13. januar 1986 åbnede dagcentret, og ud over spil og samvær var der også fuld gang i kreative aktiviteter som kjolesyning, stenslibning og træskærerarbejde. Den velindrettede kantine er allerede blevet et naturligt mødested for både brugere og medarbejdere.

Men man manglede et navn på dagcentret – og man efterlyste også ideer til et bomærke. Der blev udskrevet en konkurrence, og der var en præmie på 200 kroner til vinderne af navnet og bomærket.

Der blev nedsat en dommerkomité, som bestod af socialudvalgsformand Henning Christensen, museumsleder Svend Holm Larsen og daværende centerleder Poul-Verner Nielsen, og valget faldt på »Knudepunktet«, og et bomærke blev valgt.

Vinderen af navnet blev Karen Lunde, Torpsalle i Vejen, der foreslog netop »Knudepunktet« og navnet blev iflg. Poul-Verner Nielsen valgt, fordi ordet rummer netop det, centret ønsker at være: Et samlingspunkt og brændpunkt for mennesker, idéer og fællesskab.

Ifølge ordbogen betyder knudepunkt blandt andet »et sted, hvor forskellige kræfter mødes og forenes« – en beskrivelse, der ifølge Poul-Verner Nielsen passer perfekt:

- Centret er et sted, hvor mange forskellige mennesker mødes, deler synspunkter og får noget spændende ud af det.

Vinderen af bomærkekonkurrencen blev Poul Egelykke, Vejen.

23. september 1986 kunne der holdes officiel indvielse af Knudepunktet med flaghejsning og officielle taler m.v., og rigtig mange mennesker mødte frem.

Knudepunktets nuværende leder, Mette Grønning Lange, udtrykker i anledning af jubilæet:

- I 40 år har Knudepunktet, Vejen Aktivitetshus, været i konstant udvikling. Huset har hele tiden haft fokus på at skabe de bedste rammer for fællesskab, aktivitet og livsglæde. Gennem årene er der opbygget en stærk kultur af frivillighed, hvor engagerede borgere med tid, omsorg og initiativ bidrager til den særlige atmosfære, der gør Knudepunktet til et sted, hvor alle føler sig velkomne og værdsatte.

(Tekst: Mogens Krintel. Foto: migogvejen©)

 

Ledere af Knudepunktet i 40 år:

1986-1995: Tove Gæmelke
Poul-Verner Nielsen var halvtids leder, mens Tove Gæmelke var gravid
1995-2002: Lars Møller
Tove Hyldegård stod for ledelsen nogle måneder
2002-2005: Tove Bahl
2005-2008: Ole Svold
Tove Hyldegård stod for ledelsen nogle måneder
2009-2013: Poul-Verner Nielsen
2013-2020: Margit Hansen
2020- : Mette Grønning Lange

 

nyhedsbrev luft

We use cookies
For at give dig den bedste onlineoplevelse bruger denne hjemmeside cookies