På tirsdag kan Knudepunktet i Vejen fejre sit 40-års jubilæum, og det sker med et stort receptionsarrangement på selve dagen.
Om aftenen er der så inviteret til fest i Troldesalen.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Af Vejen Kommunes »Udbygningsplan for det sociale og visse sundhedsmæssige områder 1980-1985«, godkendt af byrådet i 1979, fremgår det, at der i Vejen by skal etableres et dagcenter, som skal placeres i et hus med andre socialpædagogiske foranstaltninger.
Vi er i de år, hvor regeringen og Anker Jørgensen havde nedsat den første Ældrekommission 1980-82. Ældrekommissionen skulle rådgive regeringen om ældreomsorgen, som det hed dengang.
Ældrekommissionen kom vidt omkring, men et af de begreber mange nok vil huske, var »længst muligt i eget hjem«.
To begreber florerede i de år: Daghjem og Dagcenter.
Daghjem blev defineret sådan: Plejehjemspladser, som kun fungerede i dagtimer. Plejekrævende ældre kunne således være i daghjemmet i dagtimerne, og i eget hjem om natten.
Dagcenter blev defineret som et center, hvor ældre kunne komme og bl.a. deltage i forskellige aktiviteter, opretholde eller stifte nye relationer og ikke mindst fastholde færdigheder.
I Vejen besluttede byrådet, at ældreafdelingen under Poul-Verner Nielsens ledelse – sammen med den ledende sygeplejerske - skulle udarbejde et oplæg til etablering af et daghjem/dagcenter i Vejen Kommune. Det blev til et oplæg som blandt andet indeholdt målsætninger, indhold/tilbud, personalesammensætning og bruger/borgerinvolvering.
Oplægget blev godt modtaget af byrådet, og der blev i de efterfølgende år afsat anlægs- og driftsbudgetter til etablering af et daghjem/dagcenter.
Den første tanke var, at daghjemmet/dagcentret kunne etableres i lokalerne i Willadsens fabrikker, men ret hurtigt kunne man konstatere, at dette ikke kunne lade sig gøre. Man måtte bygge nyt.
Nu kunne hele det politiske spil begynde.
I forbindelse med byrådets vedtagelse af budget 1984-1987 blev der på investeringsoversigten afsat penge til etablering af et integreret daghjem og –center i årene 1984 og 1985 med deraf afledte driftsudgifter i 1986.
Placeringen af det integrerede daghjem og -center blev fastlagt til området mellem Danmarksgade og Fuglesangsalle.
Planerne om et nyt dagcenter i Vejen er nu et skridt tættere på virkeligheden. Selve byggeriet udgør 6,127 millioner kroner, mens der afsættes knap 900.000 kroner til arkitekt, ingeniører og tilsyn samt omkring 850.000 kroner til inventar.
Uenighed i udvalget
Oprindeligt var det planen, at huset skulle være på 1000 kvadratmeter, men projektet voksede til 1300 kvadratmeter undervejs, og udgifterne forventede man ville stige to millioner kroner.
Og netop de flere kvadratmeter og den større udgift end oprindeligt planlagt gav anledning til megen diskussion i socialudvalget.
Socialudvalgsformand Christian Fischer var en varm fortaler for centret. Så meget, at centrets navn på et tidspunkt blev foreslået at være »Fischers minde«. Modsat ham var byrådsmedlem – og medlem af socialudvalget – Christian Jensen, den argeste modstander af centret. Ja, måske ikke centret som sådan, men han kunne ikke i sin forstand se, at centret ikke kunne være på 1000 kvadratmeter. Det ville være tilstrækkeligt til at dække behovet i Vejen og Askov, og han påpegede den større udgift, som ville slå bunden ud af kommunens pengekasse.
Kommunens likviditet forventedes at falde med hele 13 millioner det år.
Endelig advarede Christian Jensen også mod en mulig centralisering af ældreområdet, som kunne gå ud over de mindre centre i Gesten og Bække, men socialudvalget indstillede med seks stemmer for og en stemme imod til byrådet, at projektet kunne gå i gang. Efter en debat i byrådet blev det besluttet at give Socialudvalget grønt lys til at udarbejde skitseforslag for det kommende daghjem og -center i byen.
Nu har det været i brug i 40 år og samler i hundredvis af brugere.
(Tekst: Mogens Krintel)
