I et debatindlæg under overskriften »plejer – og kampen for fornyelse« om konstitueringen i byrådet i Vejen Kommune skriver Moderaternes Thue Uhre Lauridsen, Møgelmosevej 9A i Rødding:
»Ordet plejer burde have haft trange kår efter det seneste byrådsvalg. Med hele 14 nye byrådsmedlemmer var der ellers lagt op til fornyelse, nye perspektiver og et opgør med vanetænkningen. Muligheden var der – og forventningerne fulgte med.
Desværre må man konstatere, at plejer alligevel har bidt sig fast. Tre formandsposter er igen besat efter kendte mønstre, og oveni kommer et genvalg af en tidligere formand. Det sender et klart signal om, at kontinuitet blev prioriteret højere end reel forandring.
Det er ikke i sig selv forkert at vælge erfaring og stabilitet. Men når så mange nye kræfter træder ind, burde der også være plads til at gentænke magtfordelingen. Ellers risikerer man, at fornyelsen forbliver symbolsk, mens beslutningerne fortsat træffes, som de plejer.«