Rødding
Her er plads til din annonce - top migogvejen - læses gratis

Glad Zoo i Lintrup er sammen med 17 andre virksomheder med i opløbet om at vinde årets udgave af CSR People Prize, som uddeles til en virksomhed, der tager et særligt socialt ansvar.

 

(læs mere under annoncen)

Ide Centret

 

 

- Vi er selvfølgelig meget stolte over at være indstillet til prisen for det sociale arbejde, vi laver, siger en glad driftschef, Dennis Hein Jensen, til migogvejen.

CSR People Prize har eksisteret siden 1999 og er en hyldest til virksomheder, der gør en særlig indsats for udsatte grupper på arbejdsmarkedet.

Bag prisen står videns- og netværkshuset Cabi, som har arbejdet tæt sammen med de seks regionale erhvervshuse om at finde kandidater til prisen.

Seniorkonsulent hos Cabi, Marianne Lyngberg Nilsson, takker erhvervshusene for samarbejdet. De har hver indstillet tre virksomheder, som har et højt niveau af socialt ansvar, og som derfor matcher kriterierne for at komme i betragtning til prisen.

- Vi har fået 18 rigtig stærke kandidater til prisen, og det er meget inspirerende at dykke ned i virksomhedernes indsats og se, hvor forskelligt virksomhederne arbejder med deres sociale ansvar, siger Marianne Lyngberg Nilsson i en pressemeddelelse.

- Erhvervshusene har søgt kandidater vidt og bredt og haft dialog med erhvervskonsulenter i mange kommuner for at finde de bedste kandidater til prisen, fortsætter hun.

Virksomhederne tager fx. socialt ansvar ved at sikre god trivsel blandt medarbejderne, forebygge stress og nedslidning eller ved at ansætte mennesker, der længe har været uden for arbejdsmarkedet.

Det kan også være virksomheder, der gør en ekstra indsats for at rekruttere sårbare unge eller ansætter mennesker med forskellige udfordringer, som gerne vil arbejde, men fx ikke kan arbejde 37 timer.

I år er CSR People Prize særligt fokuseret på partnerskaber og FN’s Verdensmål 8 – anstændige job og økonomisk vækst.

- Formålet med CSR People Prize er at fejre de virksomheder, der gør mere, end man forventer af dem. Vi vil gerne inspirere flere virksomheder til at tage et socialt ansvar, og det gør vi ved at fremhæve de gode eksempler på virksomheder, der får socialt ansvar og god forretning til at gå op i en højere enhed, siger Marianne Lyngberg Nilsson.

Den endelige vinder af CSR People Prize afsløres 21. november, hvor Cabi afholder eventen på Roskilde Festival Højskole.

(Foto: PR-foto)