Rundt i mange bestyrelser er gennemsnitsalderen ret høj - og hårfarven grå.
Det lægger DN Vejen heller ikke skjul på, men der er nu sket noget.
(læs videre under annoncen)

- Gennemsnitsalderen faldt betragteligt ved valget af bestyrelse, skriver lokalafdelingen af Danmarks Naturfredningsforening i en pressemeddelelse.
Afdelingen har holdt årsmøde, og her var der bl.a. valg af den 18-årige gymnasieelev, Marius Finnerup, til bestyrelsen.
- Vi lærte ham at kende, da han deltog i paneldebatten efter fremvisningen af filmen »Landbrugets Natur« i januar 2025, lyder det videre.
Han skal passe sin uddannelse på gymnasiet, men vil gøre så meget som muligt i DN, hvor han vil arbejde for at få flere unge med i arbejdet med natur og miljø.
- Jeg valgte at blive en del af DN, da jeg ligesom mange unge oplever en magtesløshed ved miljø- og klimakrisen. Jeg går i 2.g på Ribe Katedralskole og er formand i klimagruppen Gaia. Sammen med DN-gruppen vil jeg arbejde for at sikre den gode natur og gøre den tilgængelig for alle, ikke mindst vores fællesskaber som unge i kommunen, lyder det fra det unge medlem.
Også Rodin Hassan er blevet valgt ind i bestyrelsen.
Efter et par år som suppleant er Mogens Kjær Poulsen - tidligere formand - tilbage i bestyrelsen.
Tina Fahrendorff er blevet suppleant.
Om fremtiden lyder det:
● Vejen kommune bør være både en naturkommune og en erhvervskommune. Hvis kun erhvervslivet er i fokus, risikerer vi, at der ikke skabes de natur- og friluftsmuligheder, som er væsentlige for at tiltrække nye borgere. Derfor skal kommunen udarbejde en kommunal natur- og biodiversitetsplan. Det man forpligter sig på, er også det, man har fokus på.
● Naturpark Kongeåen ønsker vi at etablere i samarbejde med Esbjerg og Kolding kommuner. Vi håber at kunne bygge fugleskjul, et undervisningslaboratorium og meget mere, der åbner for mere naturforståelse og -glæde for alle generationer.
● Jels søerne skal i bedre økologisk tilstand, så vi slipper for algevækst.
● Vejen bys grønne åndehuller skal sikres som stabil natur. De er en uvurderlig skat og kan ikke genskabes, hvis de først er væk. Natur og biodiversitet er afhængige af plads, så der skal ikke bygges i parker og anlæg, men gerne skabes mere frodig og vild natur.
● Grundvandet skal sikres for de kommende generationer, men det får forhåbentlig en fremtrædende plads i Trepartsforhandlingerne i 2026.
(Foto: PR-foto)