Mange fonde er klar til at hjælpe med både det ene og det andet, men det kræver kendskab til den verden og viden om, hvordan man søger.
25. februar inviterer seks kommuner for femte gang til fondskonference i Vejen Idrætscenter.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Her samles foreninger, ildsjæle og kommuner i Vejen Idrætscenter til årets Fondskonference.
- Det er den femte udgave af den succesfulde konference, som seks kommuner i Trekantområdet – Vejen, Fredericia, Middelfart, Billund, Vejle og Kolding – står bag, lyder det i en pressemeddelelse.
Konferencen sætter fokus på fællesskaber, trivsels- og sundhedsfremme, og konferencen er en platform for at udforske, hvordan drømme og ideer kan få liv gennem samarbejde med fonde og puljer.
Formålet med Fondskonferencen 2025 er at støtte og inspirere forskellige aktører i deres arbejde med at styrke lokalsamfund gennem sunde og inkluderende initiativer. Sundhed tages op fra flere vinkler – fysisk, mentalt og socialt – og danner grundlaget for aftenens program.
Konferencen giver deltagerne en unik mulighed for at:
Møde repræsentanter fra fonde med fokus på fællesskab, trivsel og sundhed.
Få konkrete råd om brug af kunstig intelligens (AI) i ansøgningsprocesser.
Deltage i uformelle samtaler om, hvordan man skaber ansøgninger og projekter, der skiller sig ud.
- Desuden er konferencen en mulighed for at samle alle de parter, der er interesserede i at gøre en forskel samt at skabe kontakt mellem de mange foreninger, NGO’er, fonde samt kommuner og på den baggrund skabe grobund for fremtidige samarbejder/partnerskaber og samskabelsesprojekter, lyder det videre.
Som deltager på konferencen skal du selv sammensætte dit program. Aftenen vil være en blanding af oplæg fra nogle af de fonde, der har særlig fokus på fællesskaber, trivsel og sundhed, konkrete råd omkring f.eks. brugen af AI i ansøgninger og projektbeskrivelser, inspirerende case-oplæg samt uformelle samtaler om f.eks. støttemuligheder, gode ansøgningsråd og om, hvordan et projekt kan laves, så det skiller sig ud fra mængden.
(Foto: PR-foto)