Et stort flertal i byrådet har i eftermiddag givet skolen i Lindknud dødsstødet.
Der var dog et mindretal på fire medlemmer, der ville give skolen en chance mere, men beslutningen lyder på, at skolen lukkes med virkning fra 1. august 2027.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Det er en trist, men nødvendig beslutning, konstaterede Elin Winther (A), næstformand i udvalget for skoler, børn og familier.
Brørupskolen afdeling Holmeå, som den officielt hedder, er nede på 19 elever efter sommerferien.
- Det er vigtigt at bakke op om de små samfund, men en skole kan også blive for lille. Med kun 19 elever vil det være svært at få de sociale forbindelser, lød det fra formanden for udvalget, Anna Kirstine Villadsen (V).
Som tidligere omtalt ønskede Allan Thomsen (F) at se på andre muligheder for at bevare skolen.
- For et par år siden stod vi og skulle lukke Lintrup. I SF er vi ikke enige i at skulle lukke skolen i Lindknud. Vi skal bryde med landstendensen og være den kommune, der går en anden vej, og store skoler er ikke nødvendigvis bedre for det sociale, og vi behøver ikke at lukke en skole mere. Vi skal prøve noget andet, og jeg ser frem til høringssvarende, sagde Allan Thomsen.
Han blev bakket op af Kasper Kjær Jensen (I) og halvdelen af Danmarksdemokraterne , da Jonas Lee Jeppesen også stemte imod en lukning i modsætning til partikammerat Anne Grethe Hallum, der sidder i udvalget for skoler, børn og familier. Også SFs Maria Christiane Andersen stemte imod lukningen.
Resten stemte for lukning af skolen med disse punkter:
- Elever bosat i det tidligere Hovborg skoledistrikt fra og med 1. august 2027 tilknyttes Højmarkskolen som distriktsskole.
- Elever bosat i det tidligere Lindknud skoledistrikt fra og med 1. august 2027 tilknyttes Brørupskolen, afd. Byagervej, som distriktsskole.
(Foto: migogvejen©)
